Jeg bliver tit spurgt om jeg har nogle gode idéer til hvad man kan gøre, hvis man i et vægttabsforløb, bliver inviteret til fest eller ud at spise.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det vil påvirke ens vægttab en smule, hvis man går ud og spiser 3 retter og drikker en 1/2 flaske vin. Der vil jeg anbefale at man ligesom vælger det man synes er vigtigt: Er man glad for vin, så vælg vin og to retter – forret og hovedret eksempelvis, er man mere til den kulinariske oplevelse, kan man vælge de 3 retter minus vin.
Hvis man ved med sig selv, at man vil spise noget mere den pågælende aften, kan man jo også nøjes med et let frokost som man måske ovenikøbet spiser lidt senere på dagen.
I dag skal jeg ud og spise, derfor har jeg valgt en let frokost som jeg skubber lidt for ikke at blive for sulten inden middagen. Så i stedet for at spise min frokost kl 12, spiser jeg den i dag kl 13. Så behøver jeg blot et par gulerødder som eftermiddags snack og så kan jeg rigtig nyde middagen i aften:-)
Et bud på en let frokost kunne være:
Tunsalat med avokado og grøn salat
55g tun i vand
100g hytteost 1,5%
4-5 stk. radisser
friske krydderurter, salt og peber.
Salat af en håndfuld blandet salat, 5 små tomater, 1/2 avokado
Energifordeling: 255 kcal, 28g protein, 13g kulhydrater og 11g fedt.
Hvis man vælger et stk. rugbrød til giver det 100 ekstra kalorier, men er stadigvæk en let frokost.